“Nu kan det da snart ikke blive mere vanvittigt” siger jeg til Connie, da vi går rundt mellem de røde murstensbygninger. Men vi har stadig det værste til gode. Vi er i Auschwitz, hvor rædslerne synes uendelige. Den berygtede koncentrationslejr i det sydlige Polen var centrum for en af menneskehedens største tragedier, hvor tusinder af mennesker blev dræbt.

Auschwitz

Øjnene ser tomme ud. Mændene på billederne synes uden håb og iført fangedragt og med karseklippet hår ligner de hinanden til forveksling. Snart vil de også gå samme skæbne i møde: døden.

Vi har allerede besøgt en lille håndfuld af koncentrationslejrens gamle fangeblokke, hvor bunker af sko, dåser, kamme og sågar hår er udstillet, men ingen steder i Auschwitz kommer de forfærdelige begivenheder så tæt på som i blok 11. Kaldt dødsblokken blandt fangerne var det et sted man for alt i verden skulle undgå.

Blok 11 indeholder bl.a. de berygtede forhørslokaler, hvor Gestapo idømte dødsdomme på stribe. I kælderen besøger vi fangecellerne, der dengang i 1940’erne må have været helvede på jord. I den ene side ligger cellerne, hvor fanger, der var idømt dødsstraf ved sultning sad.

auschwitz
Et meget lille udsnit af de fanger, der mistede livet i Auschwitz

På den anden side af gangen ser vi de bittesmå celler på størrelse med en parcelhusskorsten, hvor fangerne stod op. De var blevet idømt en femdages straf, der bestod i, at de efter dagens tvangsarbejde skulle sove stående.

Mellem blok 10 og 11 står vi et par minutter og kigger på den mur, hvor tusinder og atter tusinder fanger blev skudt. “Bemærk skodderne for vinduerne i blok 10”, siger vores guide. I blok 10 huserede gynækologen Carl Clauberg, der brugte jødiske kvinder som forsøgsdyr, og han ville ikke have, at de skulle se henrettelserne. Sikke dog en flink mand.

Auschwitz var oprindelig en militærkaserne, men da Polen blev løbet over ende rykkede tyskerne ind i de tomme bygninger. Det var ikke kun jøder, der blev sendt til Auschwitz, men også romaer, politiske modstandere og sovjetiske krigsfanger.

Ved indgangen til koncentrationslejren hænger det ikoniske og legendariske skilt Arbeit Macht Frei. Det er dog ikke det originale skilt. Det blev stjålet af en svensk nynazist, der nåede at skære det i stykker, inden det blev fundet igen. Det skilt, der hænger ved indgangen til Auschwitz i dag er således en kopi.

Mindekrans ved muren mellem blok 10 og 11, hvor tusinder af fanger blev skudt

I den anden ende af den forholdsvis lille koncentrationslejr modsat blok 10 og 11 ser vi det hus, hvor Auschwitz længst fungerede kommandant Rudolf Höss boede. På initiativ af Karl Fritsch, der var en af Höss’ kaptajner, begyndte man at bruge zyklon B til at gasse især jøder.

I gaskammeret, der ligner en bunker, ser vi et par af de små dysser, der skulle forestille at være vandbrusere. Fangerne fik besked på st tage tøjet af for at komme i bad, men i stedet for vand hældte man zyklon B ned i bunkeren.

Vi ser også de ovne, hvor ligene blev brændt, men først efter at man havde klippet håret af dem og sikret sig eventuelt guld i tænderne.

Blot et par hundrede meter derfra og samme afstand fra hans hus blev Rudolf Höss henrettet. Efter krigen kom han for en krigsret i Warszawa, hvor han blev dømt til døden. Man transporterede ham til Auschwitz og den 16. april 1947 blev han hængt.

Auschwitz
Stedet, hvor Rudolf Höss blev hængt

Birkenau (Auschwitz ll)

Adolf Hitler så fjender overalt, og hurtigt blev Auschwitz for lille til de mange fanger. Hitler havde samtidig beordret alle jøder udryddet – en ordre som bl.a. Rudolf Höss var godt i gang med at udføre. Blot et par kilometer mod vest fandt nazisterne et egnet område til endnu en koncentrationslejr.

Birkenau, kaldet Auschwitz ll, så dagens lys og det skulle blive nazisternes største dødsfabrik. Med er areal på 175 hektar og hele 300 barakker til fanger, var det et sted, hvor udryddelsen af jøder for alvor blev sat i system. Først ankom dog sovjetiske krigsfanger, men hurtigt blev Birkenau samlingssted for jøder, der med tog kom fra hele Europa.

Birkenau er enorm og præcis i midten af koncentrationslejren, hvor vi står nu, trillede togene ind med håbefulde jøder. De havde fået lovning på et bedre liv og havde endda selv betalt for togbilletten til helvede.

Ved ankomst blev mændene spurgt til deres profession og vist til den ene side af koncentrationslejren, mens kvinder gik til den anden side. Syge, gamle, gravide og handicappede blev sendt direkte til gaskamrene.

I forsøget på at udrydde jøderne blev henrettelserne i Birkenau effektiviseret i grotesk grad. 2000 mennesker kunne hver af koncentrationslejrens fire gaskamre rumme, og der var endda lavet elevatorer til krematoriet.

Auschwitz
Barakker så langt øjet rækker i Birkenau

Så langt øjet rækker kan vi se barakker, hvor fangerne blev stuvet sammen. Kvinderne boede i murstensbygninger, mens mændene blev stuvet sammen i træbarakker. Fælles for alle fanger var dog den ekstremt dårlige hygiejne. I koncentrationslejrens første år sov og arbejde fangerne i det samme tøj.

Der var ikke adgang til vand, og det medførte epidemier. Senere fik fangerne mulighed for at hente vand og nogle af dem blev udpeget til at gøre rent på toiletterne. “Umiddelbart lyder det som en sur tjans, men disse fanger stank så meget, at de tyske soldater undgik dem, og derfor kunne de være i fred”, fortæller vores guide.

Auschwitz-Birkenau er uden sammenligning den koncentrationslejr, hvor flest mennesker blev dræbt. Ingen ved præcis hvor mange, da nazisterne forsøgte at destruere al dokumentation. Historikere og videnskabsfolk har ved hjælp af forskellige metoder forsøgt at estimere det samlede dødstal og er nået frem til lige så forskellige resultater – fra 850.000 til 1,3 millioner mennesker.

Med udsigt til nederlag beordrede SS-lederen Heinrich Himmler fart på henrettelserne. Beviserne for nazisternes massegrave blev forsøgt fjernet inden en tilbagetrækning blev nødvendig. Nazisterne efterlod de mest svage fanger, mens resten, ca. 58.000, blev tvunget til at følge med i det, der blevet kendt som dødsmarchen. I isnende januarkulde travede fangerne mod vest, og en efter en bukkede de under for kulde og udmattelse.

Den 26 januar 1945 blev Auschwitz indtaget af sovjetiske styrker og de 20.000 fanger, der under dødsmarchen var nået til koncentrationslejren Bergen-Belsen i Tyskland blev befriet af engelske soldater i april samme år.

Information Auschwitz-Birkenau

Det er gratis at besøge Auschwitz-Birkenau, men langt de fleste boooker helt forståeligt en rundvisning med guide. I højsæsonen om sommeren kan der være lange køer for at komme ind i Auschwitz (ikke i Birkenau), og det er næsten et must at booke en tid på forhånd. Det kan du gøre her.

Vil du have transport inkluderet, så kontakt Krakow Direct, der både har gruppeture og private ture til Auscwitz-Birkenau med guide inkluderet. Vælg gruppeturen, der er billigere og det er samme rundvisning, man tager. Når du booker hos Krakow Direct sørger de for billetter, og de er yderst fleksible.

Er du på egen hånd, så kan du tage shuttlebussen mellem Auschwitz og Birkenau, der kører hvert kvarter i højsæsonen og hver halve time i lavsæsonen. Alternativt kan du gå, der er kun to kilometer mellem de to lejre.
Auschwitz
Auschwitz
Auschwitz
Dåser, der har indeholdt zyklon B som man brugte til at dræbe fangerne
Auschwitz
Pigtråd adskilte fangeområdet med nazisternes beboelsesområde
Auschwitz
Sko fra ofre i Auschwitz
Auschwitz
Mindeplade i Birkenau
Ovnene i Auschwitz, hvor man brændte ligene
Del
Forrige artikelRejsebilleder – september 2017
Næste artikelKoh Hong – den perfekte ø
Carsten Gath

Siden jeg som barn besøgte Spanien i 1980, har jeg været bidt af at rejse. At jeg også elsker at skrive om det har resulteret i denne hjemmeside, der med sin opstart i 1996 er en af Danmarks ældste rejsesites. Siden min tur til Spanien har jeg besøgt 44 lande og territorier og været mere end tre år på farten.

2 Kommentarer

  1. Flotte billeder men forfærdelig historie. Kan huske at jeg lærte om Auschwitz i skolen, det må være lidt underligt at besøge lejren.

Svar på indlæg

Please enter your comment!
Please enter your name here